- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Tilbehør og salater
- timm vladimir julesalat

Timm Vladimirs tæskelækre julesalat
Noget sprødt, noget sødt, noget syrligt, noget knasende og noget stærkt! Det er elementerne, når madskoleejer, forfatter og tv-vært Timm Vladimir komponerer årets julesalat. Få opskriften her.
Skrevet af · 27 oktober 2022Med rødkål, chili, citrus, grapevinaigrette og knasende boghvede er den som skabt til at skære igennem julefedmen fra and, flæskesteg og medisterpølse.
Timms tip til dig: Tænk over dit madspild. Har du et par klementiner liggende, så brug dem i rødkålssalaten i stedet for at købe appelsiner, og er køleskabet fuld af gulerødder, så drop rucolaen og vend bånd af revet gulerod i salaten i stedet for. Bare gå efter devisen: Noget sprødt, noget sødt, noget syrligt, noget knasende, noget bittert og – måske – noget stærkt. Julesalaten kan man godt lege med!
Se alt fra Timm Vladimir Kitchen
Rødkålssalat med chili, grape og knasende kerner
Til 6 personer
Det skal du bruge
1 lille rødkålshoved
2 grapefrugter
2 appelsiner
2 håndfulde rucola
Hakket persille
1 hjertesalat
75 g valnødder
75 g boghvedekerner
1 spsk. olivenolie
Grapevinaigrette
¼ dl grapesaft
¼ dl limesaft
1 dl olivenolie
1 tsk. dijonsennep
1 tsk. flydende honning
Lidt chiliflager (kan udelades)
Salt og peber
Sådan gør du
Snit rødkålen fint. Skær skallen af citrusfrugterne og befri derefter citrusfileterne (se evt. tippet herunder).
Tag lidt fileter fra til pynt, og vend resten med rødkål, rucola, persille og hjertesalat i små brud. Hak valnøddekernerne groft, og vend dem i salaten.
Varm en lille pande op, tilsæt olivenolie, og rist boghvedekernerne gyldne. Drys med lidt fint salt, og vip kernerne over på et stykke køkkenrulle.
Rør alle ingredienserne i vinaigretten sammen, og vend den i salaten. Smag til med citrussaft, honning, chili, salt og peber.
Bred salaten ud på et serveringsfad, og pynt med citrusfileterne. Drys med sprød boghvede lige inden servering.
Tip
Filetering af citrusfrugter
Begynd med at skære top og bund af citrusfrugten, så frugtkødet kommer til syne og frugten står stabilt. Skær nu skallen af hele vejen rundt. Skær helt ind under den hvide hinde og følg frugtens form, til al skræl er væk. Trim rester af hvide hinder væk bagefter, og skær så ned langs de hvide membraner, der omkranser hver filet. Når du har skåret alle fileter fri, kan du klemme saft af ”skroget” til dressing.