rengøring af badeforhæng

Sådan rengøres dit badeforhæng

Badeforhæng kan blive mindre indbydende med tiden – heldigvis er der råd for at vedligeholde og rengøre dit badeforhæng, så det kan blive godt som nyt igen.

Skrevet af Imerco · 7 marts 2025

Badeforhæng er en vigtig del af de fleste badeværelser. De beskytter gulvet mod vandstænk, skærmer af for privatlivet, når der bades og kan tilmed være et stilfuldt indslag i indretningen af badeværelset. Med tiden kan de dog blive beskidte, få svamp eller blive dækket af kalkplamager. Derfor giver vi dig her nogle gode og konkrete råd til, hvordan du bedst kan rengøre og vedligeholde dit badeforhæng.

Se alle badeforhæng.

Hvorfor bliver badeforhæng beskidte?

Badeforhæng udsættes dagligt for fugt, sæberester og kalk fra vandet, hvilket skaber grobund for skimmel, bakterier og misfarvninger. Især i hjem med hårdt vand kan kalkaflejringer hurtigt samle sig på stoffet eller plastoverfladen.

badeforhæng tips

Sådan rengøres dit badeforhæng

Maskinvask af badeforhæng

De fleste badeforhæng af stof eller plast kan vaskes i vaskemaskinen. Og hvis du ønsker at rengøre dit badeforhæng ved at vaske det i maskinen, så følg denne vejledning:

  • Tjek først vaskeanvisningen på forhænget for at sikre dig, at det tåler vask.
  • Vask det så ved lav temperatur (30-40 grader) med mildt vaskemiddel.
  • Tilsæt en halv kop natron direkte i tromlen eller hæld en halv kop eddike i skyllemiddelbakken, inden maskinen sættes i gang.
  • Vask badeforhænget med et par håndklæder for at undgå, at det krøller unødigt.
  • Lad så badeforhænget lufttørre efter vask. Undgå tørretumbleren, da varme kan beskadige materialet.

Håndvask af badeforhæng

Hvis du foretrækker en skånsom rengøring, eller hvis forhænget ikke tåler maskinvask, kan du i stedet vaske det i hånden ved at følge disse trin:

  • Fyld et badekar eller en stor balje med lunkent vand og tilsæt en kop eddike eller mild sæbe.
  • Lad forhænget ligge i blød i 30-60 minutter (eller eventuelt længere).
  • Brug en blød børste eller svamp til at skrubbe snavs og eventuelle skimmelpletter.
  • Skyl grundigt efter og hæng det til tørre.

Sådan afkalkes dit badeforhæng

Kom kalken til livs

Kalkaflejringer kan gøre badeforhæng stive og plettede. For at fjerne kalk kan du gøre nogle forskellige ting, når først de gule plamager kan spottes.

  • Bland lige dele klar eddike og vand i en spand.
  • Læg forhænget i blød natten over.
  • Skrub eventuelt med en blød børste.
  • Skyl efter med vand og hæng badeforhænget til tørre.

Opvasketabs til afkalkning af badeforhæng

En opvasketabs i vaskemaskinen sammen med dit bruseforhæng er lidt af et hack, som du med fordel kan forsøge dig med. Det kan være en effektiv måde at fjerne gule belægninger, kalk og sæberester fra dit badeforhæng. Opvasketabs indeholder affedtende og kalkopløsende ingredienser, som hjælper med at opløse snavs og misfarvninger.

  • Tjek vaskeanvisningen på badeforhænget for at sikre, at det tåler maskinvask.
  • Placér badeforhænget i vaskemaskinen (gerne sammen med et par håndklæder for at beskytte både forhæng og maskine).
  • Tilføj 1 opvasketabs direkte i tromlen – brug en almindelig, uparfumeret tabs uden blegemiddel (medmindre dit badeforhæng er helt hvidt).
  • Vælg et skånsomt program på 30-40 grader – undgå høje temperaturer, da det kan beskadige forhænget.
  • Lufttør bagefter – hæng badeforhænget op, så det kan tørre helt ud og undgå skimmeldannelse.

Tip

Hvis badeforhænget har meget genstridige pletter, kan du lægge det i blød i en balje med varmt vand og en opvasketabs i 1-2 timer før vask.

badeforhæng opvasketabs

Forebyg kalkdannelser på badeforhænget

Skyl badeforhænget hurtigt, når du har været i bad. Så skylles de værste sæbeskumsrester væk.

Sørg for at lufte ud eller tænde for en ventilator efter hvert bad, så fugten ikke sætter sig.

Efter badet bør du trække badeforhænget helt ud, så det kan tørre hurtigere og ikke danner skimmel i folderne.

Imprægnér dit nye eller nyvaskede (og tørre!) badeforhæng med tekstilimprægnering for at gøre det vandafvisende og reducere kalkaflejringer.

Sprøjt eventuelt dit badeforhæng med en forstøver, der indeholder en blanding af 1 del hvid eddike og 2 dele vand. Så holdes kalkbelægningerne nede.

Læs også: Sådan afkalker du din elkedel.