- Hjem
- Inspiration
- Udeliv
- Hvornår sættes havemøblerne ud

Hvornår skal man sætte havemøblerne ud?
Det får du svaret på i denne artikel, hvor vi guider dig til at sætte havemøblerne ud på det rigtige tidspunkt.
Skrevet af Imerco · 7 marts 2025Foråret nærmer sig, og mange begynder at glæde sig til de lange, lyse dage i haven eller på altanen. Men hvornår er det egentlig tid til at sætte havemøblerne ud? Svaret afhænger af flere faktorer, såsom vejret, møblernes materiale og dine egne behov.
Vejret som afgørende faktor
Den mest afgørende faktor er vejret. I Danmark kan foråret være lunefuldt, og det er ikke usædvanligt, at marts og april stadig byder på kolde nætter og pludselige snebyger. Derfor vælger mange at vente til april eller maj, hvor temperaturerne typisk stabiliserer sig.
Et godt pejlemærke er, når dagtemperaturen ligger stabilt over 10-15 grader, og nætterne ikke længere byder på frost. Hvis du har mulighed for at sætte møblerne på en overdækket terrasse eller altan, kan du dog starte tidligere.
Nogle går mere efter kalenderen og starter som udgangspunkt deres havemøbelsæson, når kalenderen siger påske. Det kan man sagtens gøre, men vær alligevel opmærksom på vind og vejr, når det kommer til påsken. Den kan ligge tidligt på året, sent på året eller blot placere sig lige der, hvor vinterens sidste snestorm melder sig.

Møblernes materiale betyder noget
Materialet, dine havemøbler er lavet af, har stor betydning for, hvornår det er forsvarligt at sætte dem ud.
Havemøbler i træ
Træ er følsomt over for fugt og temperatursvingninger. Hvis du har ubehandlede eller oliebehandlede træmøbler, kan det være en god idé at vente til det tørre forårsvejr i april-maj, så træet ikke udsættes for alt for meget fugt.
Metal- og aluminiums møbler
Disse kan i princippet sættes ud tidligere, men sørg for at beskytte dem mod rust ved at tørre dem af regelmæssigt.
Plastmøbler
Plastmøbler er ofte lette at flytte og kan derfor hurtigt sættes ud, når vejret tillader det. De tåler generelt lidt mere fugt, men kan tage skade af frost, så vær forsigtig i det tidlige forår.
Havemøbler i polyrattan
Disse kunstfletmøbler er ret vejrbestandige og kan sættes ud tidligere end træmøbler, men det er stadig en god idé at beskytte dem mod de værste udsving i vind og vejr, som det danske forår kan byde på.
Tip
Læs mere her, hvor vi guider dig til den ultimative klargøring til en ny sæson for dine havemøbler:
Overvejelser ved tidlig udesæson
Hvis du er ivrig efter at komme i gang med udelivet tidligt på året, kan du overveje følgende løsninger:
Brug møbelovertræk og beskyt dine møbler mod regn og nattefrost, hvis du sætter dem ud i det tidlige forår.
Brug varmeelementer som terrassevarmere eller bålsteder, der kan forlænge sæsonen og gøre det behageligt at sidde ude, selv når det er køligt.
Vælg fleksible havemøbler såsom klapstole og lette borde, der nemt kan flyttes ind og ud af skuret efter behov, hvis vejret skifter.